5 råd til den gode ansøgning

  1. Ansøgninger giver ikke job men…

Målet med ansøgningen er, at du bliver indkaldt til en samtale, og det er præcis det fokus du skal have, når du begynder at skrive din ansøgning. Det giver dig mulighed for at tænke i, hvordan du gør virksomheden interesseret i dig, sådan at de får lyst til at se dig til en samtale.

Hvis du fokuserer på at få jobbet, kommer du ofte til at fokusere for meget på, at uddybe hvad du kan og har lavet, og så bliver ansøgningen længere og tungere (læs: kedelig), og så risikere du at komme nederst i bunken.

Så fokuser på:

  • at de i løbet af de første 10 sekunder danner sig et overblik over de kompetencer, som er interessant for virksomheden
  • at de i løbet af 30 sekunder kan danne sig et indtryk af, hvem du er
  1. Ring før du skriver

Hvis du skriver ansøgningen ud fra stillingsannoncen risikerer du at ramme helt ved siden af. Mange virksomheder er ikke særlig konsekvente, når de skriver stillingsopslag. Vi har eksempler på virksomheder, hvor der står, at de søger en reception, men hvor de i virkeligheden søger en bogholder.

Der kan være mange grunde til, at stillingsannoncen ikke matcher virkeligheden, en af grundene kan være, at der er sket noget i virksomheden efter stillingsannoncen er kommet op, som gør at virksomhedens behov har ændret sig. Det kan være misforståelser mellem afdeling og HR afdelingen eller noget helt tredje.

  1. Skriv ansøgningen til virksomheden du søger hos

Hvis du er en af dem, som har en standardansøgning liggende, som du kan sende ud, så skal du vide, at du har skrevet den til dig selv, og med stor sandsynlig rammer ved siden af den virksomhed, som skal modtage den.

Du kan med fordel bruge Ciceros retoriske pentagram, når du skal vurdere om din ansøgning er passende. For at en ansøgning er passende, så skal den være målrettet den virksomhed, som du skriver til, samtidig med, at den stadig skal matche dig. Man må gerne kunne læse hvem du er, i måden du skriver på. Samtidig skal ansøgningens emne og sprog passe til situationen.

Når du skriver din ansøgning, så kan du bruge AIDA som struktur

Attention. Sørg for at skabe opmærksomhed allerede i din overskrift. Tag gerne dit bedste salgsargument. Undervejs i selve ansøgningen kan du skabe opmærksomhed ved at bruge punktopstilling, under-overskrifter, illustrationer/modeller eller lignende.

Interest. Sørg for at fastholde interessen. Skriv korte sætninger, og vær præcis i dit budskab. Det gør teksten let at læse og skaber et godt flow, sådan at man hurtigt går videre.

Desire. Det er vigtigt, at skabe behovet for at ansætte dig. Det handler om, hvordan du formulere dig. Jo bedre du er til at skabe billeder i læserens hoved, jo større sandsynlighed er der for at du bliver husket. Der er stor forskel på at skrive: “jeg er erfaren Indesign bruger”, som bare oplyser om en af dine kompetencer, og så skrive: “jeg er hundredmetermester i Indesign, og giver gerne mine kolleger en hånd, når programmet driller”. Når du finder på et sprogbillede, så tjek lige med Ciceros pentagram, og spørg dig selv om billedet passer til dig, til modtager og til emnet.

Action. Her er fokus, at få modtageren til at handle. Det kan være en indirekte eller direkte opfordringer. Et eksempel på en direkte opfordring kunne være: “Jeg håber vi ses til en jobsamtale” eller “har du spørgsmål er du velkommen til at kontakte mig på telf…..”. Men det kan også være indirekte. “tak fordi du tog dig tid til at beskrive stillingen i telefonen. Det lyder rigtig spændende, og hvis jeg kom til samtale vil jeg se frem til at….”.

  1. Lad være med at skrive langt – brug hellere tiden på at skrive om

En af de fejl, som de fleste ansøgere laver, når de ikke er vant til at skrive er, at de forventer, at det de skriver første gang er den færdige tekst, men den tankegang har flere ulemper. For det første kan det være svært at få ordene ned på papir, fordi man presser sig selv. På den måde kan man komme til at sidde rigtig længe og kigge på det hvide papir, og det kan fuldstændig blokere, og gøre processen endnu længere. For det andet hænger tanke og skrift sammen, så hvis man skriver teksten om to – tre gange, så vil man ofte opleve, at teksten bliver mere og mere præcis og klar undervejs, fordi du selv bliver mere og mere klar over, hvad dit budskab er.

Så hellere en kort tekst, som til gengæld er lige i skabet, end en lang tekst, som ikke har en rød tråd.

Er der mange ansøgere kan du i øvrigt ikke forvente, at der bliver brugt meget mere end 30 sekunder før du ryger i bunken “ud” eller “dem ser jeg nærmere på”

  1. Sørg for at der er sammenhæng i din kommunikation

Når vi kommunikerer bliver vi bedømt på vores troværdighed. Læseren kigger efter sprækker i vores kommunikation, hvor der ikke er overensstemmelse. Så jo mere autentisk og jo mere sammenhæng der er mellem ansøgning, CV og dine sociale medier, som Linkedin og Facebook, jo mere troværdig virker du. Hold øje med om din selvfortælling matcher det du poster, og om billedet på dit CV matcher billedet på Linkedin og Facebook. Jo nemmere det er at genkende dig, og jo mere konsekvent du er, jo mere troværdig vil du oftest virke.